Marie Krøyer

Dagens afsnit handler om en kvinde der i høj grad har stået i skyggen af sin meget berømte ægtefælle, hele Danmarks P. S. Krøyer – det er nemlig den danske kunstner Marie Krøyer vi taler om i dag. I en lang periode, både før og efter sin død, fik hun næsten ingen anerkendelse for sin kunst, men det vendte dog i 1980’erne hvor der kom en fornyet interesse for hende og hvilket betyder at hun i dag har fået en velfortjent plads, blandt de berømte skagensmalere. Marie havde et turbulent liv med sygdom, dårlige ægteskaber og en dræbende selvkritik – dog havde hun en utrolig æstetisk sans der kan ses, både i hendes malerier, men også i hendes kunsthåndværk og boligindretning som hun også havde en stor interesse for.

L. A. Ring

L.A. Ring er en af de helt store kanoner inden for dansk kunst. Hans liv var præget af tungsind og dyb depression. Med sin landlige opvækst, distancerede han sig aldrig fra de kår han kom fra og forsøgte aldrig at forfine landbefolkningens levevilkår på sine malerier – men gjorde i stedet opgør med genremaleriernes romantiserede skildring af samme. Lyt med hvis du vil vide hvorfor L.A. Ring af en kritiker blev kaldt ”hæslighedens apostel” eller hvis du vil vide hvorfor han slog hånden af Henrik Pontoppidan.