Raphael

I dag skal vi fejre at Malerhjerne er ude med afsnit nummer 20! Og derfor er det altså ikke hvilken som helst kunstner vi skal beskæftige os med og fordi vi allerede har taget hul på posen med de store renæssancemænd med Leonardo for et par uger siden, tænkte vi at vi også hellere måtte tage Raphael. Raphael blev født i den italienske by Urbino og allerede som 11 årig var han anerkendt for sit kunstneriske talent. Kort tid efter udfoldede han sig kunstnerisk i kunstmetropolet Firenze og inden længe blev han også huskunstner for Paven i Vatikanet, hvor han blandt andet lavede sit berømte værk “Skolen i Athen”. Raphael blev hyldet i sin samtid og er altså stadig i dag, anset som værende en af hovedskikkelserne fra den europæiske højrenæssance. Lyt med hvis du vil vide hvorfor Michelangelo og Raphael var ærkerivaler eller hvis du vil have et kvalificeret bud på, hvorfor han døde på sin egen fødselsdag kun 37 år gammel.

Mona Saudi

Malerhjerne handler i dag, for første gang nogensinde, om en kunstner der stadigvæk er i live. Hun hedder Mona Saudi, hun er 73 år gammel og har været en af de allervigtigste skikkelser inden for den moderne, mellemøstlige kunst der udviklede sig i det 20. århundrede. Hun blev født i Jordan i 1945 og siden hun var helt ung, har hun været optaget af temaer som naturen, fertilitet, kærlighed og verden i det hele taget. Disse tematikker udtrykker hun især gennem abstrakte skulpturer i alverdens farverige sten, der er hendes foretrukne medie.

Leonardo da Vinci

Leonardo da Vinci

Denne uges kunstner behøver næppe den store introduktion. Han er muligvis en af de største kanoner i kunsthistorien og vi kunne tale om ham og alle konspirationerne omkring ham i timevis. Det er selvfølgelig den notoriske Leonardo da Vinci.

Lyt med hvis du vil vide hvorfor Leonardo efter sigende fik sin læremester til at smide penslen og aldrig ville male igen eller hvis du vil høre en af de tekniske grunde til hvorfor Mona Lisas smil er et af verdens mest mystiske – og om hun i virkeligheden var en mand.

Gerda Wegener

Gerda Wegener er Danmarks bedste repræsentant inden for den fine og dekorative kunstretning, der går under betegnelsen Art Deco. Den jyske præstedatter levede et spændende og dramatisk liv, hvor hun blandt andet lavede illustrationer til franske modemagasiner, hang ud med det fine borgerskab i Paris og var gift med landsskabsmaleren Einar Wegener, der senere hen skulle blive en af de første i verden til at få en kønskorrigerende operation. Gerda opnåede utroligt stor succes i 1920’erne, men er senere hen blevet gemt væk i den danske kunsthistorie – blandt andet fordi, at de danske kunstinstitutioner glemte at købe hendes værker. Lyt med hvis du vil have et indblik i hvad bondemalerstriden gik ud på eller hvis du vil vide hvorfor Gerda Wegener i en periode boede i Marokko.

Theodor Kittelsen

Theodor Kittelsen var en alsidig herre, der formåede at fremstille alt fra antropomorfiske dyrekarikaturtegninger over oliemalerier til dystre og morbide pest illustrationer. Han er måske mest kendt for sine trolde-tegninger og som manden, der afgjorde hvordan den norske trold, herigennem, egentlig ser ud. Vi tager jer med på en tur gennem nordisk folklore, eventyrskildringer til black metallens brug af Kittelsens litterære og illustrative værk om pesten der herskede i Norge i det 14. århundrede. Lyt med hvis du vil have genopfrisket hvad Nøkken egentlig er for et væsen, eller hvis du vil vide hvilken kobling den norske black metal egentlig har med en kunstner fra 1800-tallet.

Hieronymus Bosch

I denne uge skal vi helt tilbage til 1400-tallet og dermed længere tilbage i tiden end vi hidtil har været. Ugens kunstner er den nederlandske kunstner Hieronymus Bosch, som ofte forbindes med den tidlige nordiske renæssance. Der findes utroligt få skriftlige kilder om ham og derfor har hans liv været et kæmpe mysterie for mange forskere og Bosch-fans igennem tiden – især fordi hans meget detaljerede værker, er meget mærkværdige og fyldt med referencer til kristendommen, mysticisme og livet generelt. Lyt med hvis du vil vide hvilken begivenhed der muligvis er årsagen til Bosch’s besættelse af verdens ende eller hvilken indflydelse Bosch har haft på den moderne popkultur.

L. A. Ring

L.A. Ring er en af de helt store kanoner inden for dansk kunst. Hans liv var præget af tungsind og dyb depression. Med sin landlige opvækst, distancerede han sig aldrig fra de kår han kom fra og forsøgte aldrig at forfine landbefolkningens levevilkår på sine malerier – men gjorde i stedet opgør med genremaleriernes romantiserede skildring af samme. Lyt med hvis du vil vide hvorfor L.A. Ring af en kritiker blev kaldt ”hæslighedens apostel” eller hvis du vil vide hvorfor han slog hånden af Henrik Pontoppidan.

Franciska Clausen

Franciska Clausen var en vaskeægte sønderjyde og nok en af de mest berømte af slagsen. Hun blev født i 1899, i det dengang tyske Åbenrå, i en tid hvor kunstnerne søgte efter et opgør med naturalismens strenge krav om at kunsten skulle ligne virkeligheden. Clausen blev en del af dette opgør og det er især det, podcasten handler om idag. Lyt med hvis du vil vide noget om Franciskas kendis-omgangskreds eller hvorfor hun isolerede sig i Åbenrå i 20